Manden med en hemmelighed så stor, han måtte glemme den

Poul Erik Ingvartsen kender til en hemmelighed. En statshemmelighed, der bor 60 meter under jorden i Rold Skov. En hemmelighed, han holdt på i 44 år. Det her er historien om en helt almindelig mand, der en onsdag eftermiddag i 1975 bliver tiltroet en ualmindeligt stor hemmelighed. Og hvorfor han aldrig overvejede at røbe den. 

Tekst af Tilde Øxenvad & Rosa Marie Bjerre

Poul Erik har fået besked på at møde op på Røde Møllevej 26 i Rold Skov. Mere ved han ikke. Han har været i skoven og bakkerne omkring mange gange før, for han bor kun femogtyve kilometer herfra. Men han har aldrig været i den her del af skoven. 

Han parkerer sin græsgrønne Saab 96 foran et gult murstenshus med sort tegltag og sortmalet trægavl med udsigt over marker og skov. Poul Erik banker på hoveddøren, og bliver mødt af manden, der har bedt ham om at komme. Men de skal ikke indenfor, for Poul Erik skal se noget, der ligger dybt i skoven. De skal ikke gå ret længe ad den grusbelagte sti mellem de høje nåletræer, før Poul Erik ser en grøn ståldør. Den er støbt ind i beton, der også har en grønlig farve af den mos og bevoksning, der sammen med klatreplanterne camouflerer indgangen. Lige indenfor døren er der et lille udkigskontor. Her skal politivagten sidde. Hvad er det, de skal holde øje med?

Sollyset udenfor erstattes af lysstofrør, og det kunstige lys baner vejen ad den flere hundrede meter lange tunnel, der er sprængt ind i bakkerne med dynamit. De grå betonvægge støbt i bakkernes kalkede jord er bugtede. Tunnelen virker uendeligt lang, når synsfeltet snævres omkring, hvad der ligner enden. Rumklangen transporterer lydene langsomt op og ned ad gangen. Her lugter af kalk og støv, lidt som på en byggeplads. At træde ind i tunnelen giver en tung fornemmelse af at være omsluttet af beton, men den er så stor, at det ikke føles klaustrofobisk. Poul Erik får fortalt, at den fører dem 60 meter under jorden. Men han kan hverken mærke, at de bevæger sig ind i landskabet eller at der bliver længere og længere op til overfladen. Det eneste, han kan tænke på, er, hvad fanden der foregår hernede. 

Det må han ikke vide endnu. 

 “Du skal skrive under her, før vi kan gå videre. Og du skal læse, hvad der står,” siger manden til Poul Erik og viser ham hen til en skrivebordspult med en rød mappe liggende. 

I mappen ligger en tavshedserklæring. 

14 år i fængsel for landsforræderi, hvis Poul Erik bryder den. 

***

Det er 1975. Poul Erik er fyldt 30 år i januar og arbejder som maskinarbejder i Nørresundby. Han har rødt hår, et skæg, der omslutter munden og glatbarberede kinder. Han har milde, blå øjne, der bliver store, når han fortæller nogle af de historier, han har så mange af. To år tidligere flyttede han med sin familie fra en lejlighed i Aalborg til et hus i den lille by Nørre Kongerslev lidt syd for Aalborg og lidt tættere på Dokkedal, hvor han er fra. Her kan han med sin kone Lisbeth, deres to døtre og endnu en på vej holde øje med fuglene i haven og tage til vejfester med de andre familier i byen. 

Øverst på reolen i spisestuen står et par pokaler til udstilling. Dem har han vundet på gruppeøvelser med Hjemmeværnskompagniet 1318, som han to år forinden er blevet befalingsmand for. Han er efterkrigstidsbarn og husker tydeligt, hvordan hver en øre skulle vendes. Når rationeringsmærkerne var brugt op, jamen så var der ikke mere. Derfor skulle han selvfølgelig med i hjemmeværnet, da han blev 18 år. Han havde allerede været med til et par øvelser med sine kammerater mod en sodavand og et enkelt skud med geværet som betaling. Selv inden han blev gammel nok til rigtigt at være med. For man skal stå til rådighed for sit land. Der er ingen, der skal komme og tage det, uden at vi gør noget ved det. Det er en pligt at være forberedt og en ære at trække i den grønne hjemmeværnsuniform. 

Men verden uden for Nørre Kongerslev er ikke helt så fredelig. Siden Poul Erik blev født i 1945, har den hektiske atomoprustning fra NATO og Sovjetunionen ført til en overhængende fare for tredje verdenskrig. Den nyopfundne brintbombe er tusind gange kraftigere end bomberne, der blev sprængt over Hiroshima og Nagasaki. Hvis Den Kolde Krig bliver varm, er der ingen, der kan forudsige de altødelæggende konsekvenser. 

Forsvaret lægger hemmelige planer, og hjemmeværnet, som frivilligt forbereder sig på at forsvare Danmark, er en del af dem. Man er overbevist om, at der ikke skal en særlig stor tændstik til at tænde krigen, og det er afgørende at uddanne hjemmeværnssoldater i overvågning af dansk territorium og i atomar, biologisk og kemisk krigsførelse. 

***

Det er lørdagen inden turen til Rold Skov. Poul Erik skal på øvelse med sit kompagni i Korup. De skal assistere, når en skorsten på byens gamle mejeri skal sprænges. Folk fra byen og egnen er mødt op for at se begivenheden, for sådan et show får man ikke hver dag herude. Der er ingen grund til at være nervøs for, hvad dagen bringer. Poul Erik har været på sprængningskursus. Han er som altid velforberedt. 

Tre gange 30 gram sprængstof placeres i de huller, de har boret i skorstenen. Poul Erik hjælper ham, der er kommet med detonatoren med at placere det sirligt. Alfred Nielsen hedder han. Det er første gang Poul Erik møder ham, for han er ikke en del af det sædvanlige hold.Tænk hvis den går af, som de står der med hovederne i skorstenen, siger Poul Erik og de griner lidt af det. Som en lille test lægger de en skovl på jorden, så tippen peger væk fra skorstenen. “Her skal den lande!”, udfordrer de hinanden, som et pejlemærke for, hvor gode de egentlig er til deres arbejde. Og ganske rigtigt. Skorstenen svirper et par grene på æbletræet, tager et par æbler med i faldet, og lander lige dér, hvor skovlen lå et øjeblik tidligere.

Poul Erik står med nogle af de andre og spiser pølser og drikker en øl for at fejre, at alt gik, som det skulle, da han mærker et prik på skulderen. 

“Ved du hvad? Jeg tror, jeg kan bruge dig til noget. Kan du ikke kigge over til mig på Røde Møllevej på onsdag?” spørger Alfred Nielsen, der fra nu af bare vil kaldes Alfredo. 

Poul Erik spørger, hvad det drejer sig om.

“Noget interessant. Du ska’ prøve at komme og se, om det er noget, du vil være med til.” svarer han.

Poul Erik har ingen idé om, hvad det kan være. Men han kan fornemme, at det ikke er en helt almindelig forespørgsel. Det lyder sgu for spændende til at lade være.

“Og kom i civil!”, afslutter Alfredo. 

***

I bilen på vej til Rold Skov spekulerer Poul Erik over, hvad det mon kan være for et tilbud. Han har efterladt uniformen hjemme og taget en kortærmet skjorte på i det varme sommervejr. Han parkerer ved det gule hus, der umiddelbart har langt mellem naboerne. Banker på. Alfredo og han går ad stien op til den grønne dør. Ind i bakkerne, gennem tunnelen. Er det mon en mine som naboen, Tingbjerg Kalkmine? Hvis han vil vide det, må han skrive under på tavshedserklæringen i den røde mappe foran ham. 14 år i fængsel er alligevel lang tid. Det giver ham hverken hjertebanken eller gåsehud, men hvad fanden er det her for noget?

Han løfter pennen og giver sin signatur. 

Der er ingen vej tilbage. 

Poul Erik skal holde på en hemmelighed. 

For nu kan Alfredo snakke. Det viser sig, at han er maskinmester i Regan Vest, Regeringsanlæg Vest Danmark, der i al hemmelighed stod færdigt i 1968 som Danmarks atomsikrede bunker, der skal beskytte regeringen, embedsmænd og kongehuset i tilfælde af, at Den Kolde Krig bliver varm. NATO har opfordret alle medlemslande til at bygge topsikrede anlæg, hvorfra den civile krisestyring skal foregå. Det var alligevel lidt af en overraskelse. Poul Erik anede ikke, at det fandtes. Det er der ikke særlig mange, der gør. Og tænk, at Poul Erik er blevet betroet som en af de få i hele kongeriget. 

Tunnelen med de to buk og bugtede vægge er designet til at kunne bremse en atombombes trykbølge. Bølgen rammer forhindringerne på vejen, så trykket slås tilbage, og kraften aftages. Anlægget er så massivt, at selv ikke bombeaktivitet i nærheden ryster de vigtigste dele. Hernede fra skal landet kunne styres gennem en krig af uoverskuelig størrelse. 

Det gule murstenshus på Røde Møllevej er Alfredos tjenestebolig. Han bor ovenpå hemmeligheden i kalkjorden. Hemmeligheden, Poul Erik nu indvies i, for Alfredo tilbyder ham stillingen som tekniker i anlægget. 

Alfredo tager fat i håndtaget på ståldøren, der leder ind i bunkeren. Den vejer to et halvt ton ligesom alle andre døre hernede. Skilte, der er røde og hvide som de velkendte vejskilte ovenpå, leder Poul Erik og Alfredo rundt i anlægget. Men hernede i den kunstige landsby guider de rundt mellem anlæggets fire ringe. Temperaturen er stabil, både sommer og vinter, for anlægget tager sig hverken af, hvilken tid på døgnet eller året det er. Hernede er alt konstant. Lyset kommer fra neonrørene og kun det omfattende ventilationssystem kan ændre vejrforholdene. Poul Erik bliver vist rundt i nogle af anlæggets i alt to kilometer lange gange. Han får lov at se, men han er endnu ikke klassificeret til at vide særlig meget. Hernede får man kun det at vide, man har brug for. De går ned ad ministergangen med pastelgrønne vægge, gråt linoleumsgulv og mørkeblå døre, der leder ind til små værelser. ‘JUSTITS MIN.’ står på skiltet over døren. En blå køjeseng af stål til venstre og et skrivebord med en fastnettelefon og to Arne Jacobsen syverstole til højre. Dynerne er fra Nordisk Fjer, og på natbordene ligger hvide beskyttelseshjelme af plast. 

Regentens lejlighed med to brune enkeltmandssenge, et separat kontor med askebæger på bordet og, som det eneste, eget bad og toilet. Dronning Margrethe II har selv været nede at vælge den koksgrå farve på gulvtæppet. 

Et af de vigtigste rum er Situationsrummet. Indrettet med fyrretræsmøbler, langbord og Danmarks-, Europa-, og verdenskort på væggen, er der plads til over tyve personer til statsråd. Hvor situationsrummet er bunkerens demokratiske hjerte, er de to generatorer i maskinrummet det tekniske hjerte. De holder anlægget kørende gennem årer af rør og kanaler. De er Poul Eriks vigtigste opgave, hvis han tager imod tilbuddet. 

“Nå, Poul Erik. Er det noget for dig?”, spørger Alfredo. 

Han har holdt den sidste stilling som tekniker til Poul Erik. Men vil han have det? Det er et stort ansvar. En gang om måneden skal han ned i bunkeren og sikre sig, at maskinerne kører. Hvis krigen bryder ud, er han en af de udvalgte 350 personer, bunkeren skal huse. En gang om måneden, må ingen vide, hvor han er. 

Det betyder også, at han må efterlade Lisbeth og sine døtre på overfladen. Men det tænker han ikke på lige nu. Han føler sig mest af alt benovet over at blive betroet. Han er jo ikke noget særligt. Han er bare en ganske almindelig maskinarbejder. En ganske almindelig maskinarbejder, der nu holder på en statshemmelighed. 

Han siger ja. 

***

Frygten for Den Kolde Krig er for alvor flyttet ind i Nørre Kongerslev. Men Poul Erik spekulerer ikke meget over det. Sådan er det bare nu. Det ville heller ikke gavne Lisbeth eller pigerne at vide noget. Men inden han kan starte officielt, skal han gå fra klassifikationen ‘fortrolig’ til ‘hemmelig’. 

For at gøre det, skal han gennem en omfattende sikkerhedsgodkendelse af Politiets Efterretningstjeneste. Flere i Poul Eriks omgangskreds skal udspørges om hans person og pålidelighed, men uden at fatte mistanke. 

En dag kommer Poul Erik kørende hjem fra sit almindelige arbejde. Da han parkerer bilen i indkørslen, kommer naboen farende. Han har sikkert siddet på vagt.  

“Hvad fanden er det, du laver?! Der kom en politimand forbi og spurgte mig, om du var hård til flasken!”

Det giver et lille gib i Poul Erik. Hvor meget ved naboen om hans hemmelighed? I en lille by som Nørre Kongerslev skal der ikke meget til, før snakken går. Han ved, at da hans kollega skulle godkendes, blev hendes bekendte spurgt ind til, om hun havde mange herrebesøg. Politiets Efterretningstjeneste skal vide alt, for det dur ikke, at der kommer folk i bunkeren, som kunne komme til at tale over sig på bodegaen efter et par øl, eller som kunne finde på at gøre sig selv interessant ved at lette lidt på hemmeligheden. 

Hemmeligheden må for alt beskyttes. 

Men hvad fanden han skal sige? Han kan jo ikke fortælle, at han går rundt i et hul i Rold Skov og holder styr på en atombunker. 

Nu skal Poul Erik tænke hurtigt. 

“Hør nu her, jeg skal skifte kompagni i Hjemmeværnet, så de kører lige rundt og tjekker, om alt er, som det skal være.” 

Poul Erik har stukket ham en løgn. Han har slet ikke skiftet kompagni, men er tvunget til at aflede naboen. Det lykkes heldigvis, så Poul Erik kan sænke skuldrene og gå ind i sit hjem. Men inden for sin hoveddør, kan han heller ikke lette hjertet. Herhjemme siger han bare, at han skal i hullet, når han tager i Regan Vest. Tænk hvis pigerne sagde noget i skolegården. Ligemeget hvor Poul Erik er, ved han mere end dem omkring ham. Når han er på sit almindelige arbejde, skal han tie stille, når han er sammen med sine venner, skal han tie stille, og når han lægger sig ved siden af Lisbeth, skal han tie stille.

***

Man håber aldrig, at bunkeren skal tages i brug. Men under våbenkapløbet foretog både NATO og Warszawapagtlandene omfattende militære øvelser i tilfælde af, at den anden part invaderede. I 1980’erne var frygten så nærværende, at der blev afholdt årlige øvelser. Man ved noget om, hvordan øvelserne herhjemme er foregået, men detaljer holdes tæt og visse ting forbliver endnu hemmeligt. Det er som et stort skuespil, hvor man fingerer en troværdigkrigssituation. Her vækkes Regan Vest til live.  

Topembedsmændene, der agerer regering, når kun lige på plads, før der kommer en melding fra øst: Europa er invaderet og Warszawapagtslandene forbereder befolkningen på krig. Nu skal der tages mange beslutninger af ministrene under jorden. Skal der lægges søminer i Kattegat, for at forhindre sovjetiske skibe i at nå Nordsøen? Skal man sprænge Storstrømsbroen og evakuere Lolland-Falster i tilfælde af, at fjenden kommer fra syd? Hundredvis er døde eller sårede og tusindvis er på flugt efter et kemisk angreb i Odense, men skal man give godkendelse til NATO’s forespørgsel om at bruge atomvåben for at genvinde momentum?

Regeringen i Regan Vest skal nu tage det ultimative valg.

Og så stopper øvelsen. Efter det kan ingen vide, hvad der vil ske. Der er gået 8 døgn i bunkeren. Ingen kan vide, hvordan der ser ud på overfladen. 

Poul Erik har været med til en af øvelserne. Han bliver kun fortalt det, han har brug for at vide.Men i dagene under jorden, var han af de få, der oplevede Den Kolde Krig så godt som varm. Detaljerne om, hvilket årstal den fandt sted, hvem der var til stede, eller hvad der præcis foregik, kan han ikke huske. Måske fordi det er mange år siden. Måske fordi han har glemt det med vilje. 

Han husker bare, at han var væk hjemmefra i 10 dage og hvordan han mistede al fornemmelse for tid. Han havde sagt til Lisbeth, at han skulle på øvelse med hjemmeværnet. På værelset med de seks køjesenge, boede de ni, for ingen skulle sove på samme tid. Døgnet var delt i vagter af otte timer, og klokkeslættet mistede sin betydning. Når han lagde sig i sin køje, den første nederst til venstre, anede han ikke, om det var nat eller dag uden for den kunstige by under jorden. 

Mens krigen udspiller sig i Situationsværelset, holder teknikere som Poul Erik anlægget kørende. Hver time skal de tjekke generatorerne og hvor mange kilowatt, der er kørt. Vandtemperatur, olietemperatur og udstødningstemperatur skal holdes under kontrol. De kan kun følge krigens udvikling gennem meldingerne, der kommer over højtalerne. Meldinger der, hvis de var virkelighed, betød, at Poul Erik ikke vidste, hvem der var tilbage at komme hjem til. 

Han er blevet trænet i stressreaktioner og kamptræthed forinden og føler sig tryg i bunkeren. Han lader sig ikke slå ud af den tænkte virkelighed. Han har en opgave, han skal varetage. På det her tidspunkt føles Den Kolde Krig alligevel ret tæt på for den nordjyske familiefar. Men han har indstillet sig på, at sådan må det være. Han har sagt ja til ansvaret og ville ikke kunne leve op til det, hvis han hele tiden spekulerede på verden udenfor. 

***

Det var først for alvor efter murens fald, at verden kunne ånde lettet op. Regan Vest nedrustes, der holdes færre øvelser og dyner og puder lægges i plastikposer. I 2005 indstilles bunkeren. Efter Poul Eriks tredive år i hullet, er det mærkeligt at gå derfra uden at vide, om han nogensinde kommer derned igen. Der, hvor han har brugt så meget tid. Det eneste sted han ikke havde en hemmelighed. 

Det er først i 2012 at anlægget bliver offentligt kendt. Men hvad skal det betyde for Poul Erik? Han ringer til Politiets Efterretningstjeneste og beder om et møde i København. Hvad må han sige? Og endnu vigtigere: Hvad må han ikke sige? 

Han får at vide, at visse ting er stadig kun for de få, der har oplevet bunkerens alvor. Noget må han tage med sig i graven. Det lover han. Det er efterhånden nemmere for ham at holde på hemmeligheden end at afsløre den. Han har båret på den i så mange år, at den er groet ind i ham. 

Der går endnu syv år, før hans døtre finder ud af, hvor han i virkeligheden har været. Hans yngste datter, Lene, er på en udstilling om Regan Vest, og pludselig ser hun en sammenhæng. Er det hullet, hendes far er forsvundet ned i, når han har sagt, han var på øvelse? Hun ringer straks til sin far, der 44 år efter han skrev under på tavshedserklæringen i den røde mappe, må tilstå.    

“Hvordan har du kunne holde det hemmeligt alle de år?”, spørger Lene sin far. 

 “Jamen… Det skulle vi jo,” svarer han. 

Sådan slap hemmeligheden ud.

Lige så stille og roligt, som ham, der holdt på den, bar sig ad. 

Engang fik Poul Erik at vide, at han ikke lignede en, der kunne holde på hemmelighed. Det var alligevel lidt hårdt sagt. 

Han har aldrig overvejet at fortælle nogen noget. Han tænkte ikke engang, at det var særlig stort. Måske fordi det var for uoverskueligt. 

Og selvfølgelig kan han huske det. Men nogle ting har han… glemt.



Sådan har vi gjort
Denne fortælling er blevet til på baggrund af timevis af interview og løbende samtaler med Poul Erik. Fortællingen baserer sig på hans erindringer, som vi så vidt muligt har bekræftet gennem hans kone, Lisbeth, og tre døtre, Jane, Anne og Lene. Gennem dokumenter, dokumentarer og interview med museumsinspektør for Nordjyske Museer, Bodil Frandsen, har vi researchet os frem til historien om Regan Vest og samtiden. Gennem dokumentarer om og billeder fra anlægget har vi gengivet omgivelsesbeskrivelserne, samt vores eget besøg i tunnelen.