Smalltalk er ikke bare tom snak

Vi er ikke så gode til at smalltalke. Men forskning peger på, at vi lever længere, hvis vi begynder at sludre med vores kioskmand eller snakker med en fremmed ved busstoppestedet. Hvorfor er vi så dårlige til det, og hvordan kan vi blive bedre?

Af Joakim Torp og Tilde Øxenvad

Vinden aftager og bliver erstattet af en stormende stilhed, da jeg træder ind i busstoppestedets læskur. Ved siden af mig står en fremmed kvinde. Der er kun os to. Hun har sin telefon i et flip-cover. Jeg har hverken telefon i hånden eller musik i ørene. Jeg har faktisk ingenting at foretage mig. Det er nok derfor, jeg føler mig lidt akavet. Hendes øjne er rettet mod sin telefon. Mon ikke hun hører den samme stilhed som jeg. Jeg skal sige noget til hende, men hvad?

Udsigten hjælper mig ikke. Jeg kan ikke få øje på andet end højhusene. De er godt nok store. Asfalten på vejen er grå – fuldstændig ligesom himlen over mig. Det er da vist begyndt at blive efterår. Hmm…

Ej, jeg gider ikke snakke om vejret.

Jeg kigger ned igen. Betragter mine slidte sneakers, der engang var hvide. Jeg bør virkelig stoppe med at tage hvide sko på, når jeg er i byen. Diskret drejer jeg hovedet og kigger på hendes sko. Wow! Hvide som kridt. Det imponerer mig lidt, kan jeg mærke. Mine så da egentligt også sådan ud, da jeg købte dem. Hvordan har hun fået dem så hvide? Eller er de nye? 

Mit hoved er blevet et stormvejr af forskellige formuleringer. Endelig får jeg brudt stilheden:

‘Dine sko er virkelig fede’.

En fremmed kultur

Scenen ved busstoppestedet er et eksperiment. En test for at afprøve, hvordan vi smalltalker med fremmede mennesker i det offentlige rum. Det ligger efter sigende fjernt fra den danske kultur at sludre med dem, vi møder på vores vej. Mange af os er endda vokset op med, at vi slet ikke må tale med fremmede.

Det kan vise sig at være en fejl i opdragelsen. Forskning peger nemlig på, at det kan forbedre vores humør, vores følelse af at høre til og sågar vores levetid, hvis vi smalltalker. Altså hvis vi gør os umage med de relationer i vores liv, der stikker ud over venner og familie. De relationer kaldes i psykologien for svage bånd. Men hvorfor er det, at vi har så svært ved at åbne munden og snakke med hinanden?

Ifølge forfatter til bogen Smalltalk – Ja Tak!, Karen-Marie Lillelund, bunder det i, at de sociale spilleregler blev kastet op i luften under ungdomsoprøret. Siden er der ikke blevet etableret et nyt regelsæt for, hvordan vi omgås. Giver man hånd, krammer man, eller nikker man, når man møder nye mennesker? Nogen beholder endda deres AirPods i. Der er ikke længere en klar procedure for, hvordan man opfører sig i det offentlige rum.

Vi har ikke længere en relation til vores kioskmand eller postbud, som man f.eks. ser i USA, hvor Karen Marie Lillelund har boet på deltid de sidste 15 år. Vi isolerer os, mener hun. 

“Det er en skandinavisk kultur. Svenskerne er også dårlige til smalltalk. Uden at vide det, tror jeg heller ikke finnerne er sindssygt nemme at komme til at tale med. Der er en del af vores kultur, som gør, at vi ikke taler med hinanden.”

Åbn op, og verden åbner sig for dig

Kristine Marie Foss er netværksekspert og foredragsholder. Hun peger på, at danskernes manglende evner til smalltalk har rod i et væld af forskellige aspekter. Der er de umiddelbare årsager, som at vejret i Danmark sjældent tillader, at man kan mødes udendørs og snakke, som det ofte ses mere sydpå. Men vores sociale sikkerhedsnet kan måske også betyde, at vi ikke føler det samme behov for svage bånd som i mindre velstående lande. 

“Derfor mangler der en forståelse for, at hvis du er nysgerrig og åbner op, så åbner verden sig også for dig”, siger hun. 

Dertil peger Kristine Marie Foss på, at danskernes generelle stressniveau er et problem for smalltalken. Vi tager os ikke tid til at stoppe op og snakke med dem, vi møder på vores vej. 

Helt grundlæggende er hun bekymret for, at den danske smalltalkkultur bunder i, at vi simpelthen aldrig har fået det lært. 

“Førhen levede man i stærke familiestrukturer, hvor der var nogen i familien, der satte dagsordenen. Nogen, der formidlede familiens værdier. Nu bliver vi ikke længere pålagt noget. Hvad er værdierne i vores hjem? Hvordan opfører vi os udadtil?”

‘Dine sko er virkelig fede’

Tilbage ved busstoppestedets læskur hænger ordene i luften. Jeg er sikker på, at hun synes, jeg er mærkelig. Jeg fik også sagt det på en helt mærkelig måde, tror jeg.

Vil hun ikke nok svare? Måske skal jeg bare droppe bussen og gå. 

Hun drejer hovedet fra sin telefon og kigger på mig. Som om hun lige forsikrer sig, at mine ord er henvendt til hende. Det kunne jo være, at jeg havde gang i et facetime-opkald. Vi får øjenkontakt, men kun kort. For så kigger hun selv ned på sine sko, inden hun ser op på mig igen. Jeg smiler og ser hende i øjnene. Hvad tænker hun?

“Ej, tak, synes du det?” 

Jeg ånder lettet op. 

“Ja. Har du lige købt dem, eller er du bare god til at holde dem rene?”
“Jeg har faktisk haft dem i omkring…”

Hun kigger undrende op i luften, inden vi får øjenkontakt igen.
‘Omkring et halvt år, tror jeg’.

‘Nå okay, så må du da være god til at holde dem rene’.

Det giver jo for helvede sig selv, tænker jeg. Men ordene har allerede forladt min mund.

‘Ja, det må jeg vel’, fniser hun.

Jeg smiler.

‘Det gad jeg sku godt. Mine ender bare altid med at se sådan her ud, når jeg har været i byen’.

‘Arh ja, det kender jeg godt, men det er altså en del år siden efterhånden’.

Telefonen er stadig i hendes hånd, ser jeg.

Hun kigger på mig.

Hov, det er min tur til at sige noget.   

En følelse af at høre til

Selvom det ikke synes af meget, beskæftiger vi os lige der ved busstoppestedet med social integration. Et vigtigt fænomen for både livskvalitet og levetid.

Den canadiske psykolog Susan Pinker forklarer i en TedTalk, hvad social integration betyder:

“Det handler om, hvor meget du interagerer med andre i løbet af din dag. Hvor mange mennesker du snakker med, både dine svage og dine stærke bånd.”

Hans Henrik Knoop, der er lektor ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse, forsker blandt andet i psykologi og sociale relationer. Han siger, at social integration i bund og grund handler om, at vi er forbundet til andre mennesker og har en følelse af, at vi hører til. 

I et amerikansk forsøg fra 2014 blev det undersøgt, om trivsel kan øges ved at skabe kontakt til ens svage bånd. I forsøget havde man etableret to grupper af mennesker, der skulle lave en bestilling hos Starbucks. Den ene gruppe var instrueret i at gøre det så effektivt som muligt. De skulle være klar til at betale og undgå unødvendig samtale. Den anden gruppe skulle behandle baristaen som et svagt bånd. Det indebar, at de skulle have øjenkontakt, smile og føre en kort samtale med baristaen. Baristaen vidste ikke noget om forsøget. 

Her fandt man, at den sociale gruppes humør var bedre, og følelsen af at høre til var højere. Efter forsøg med flere kontrolgrupper, for at udelukke alternative forklaringer af resultatet, stod det altså fast. Det, at behandle en fremmed som et svagt bånd, hvor du smiler, har øjenkontakt og fører en kort samtale, gør dig gladere og styrker din følelse af at høre til. 

Smalltalk er en vigtig del af ens sociale integration, mener Hans Henrik Knoop: 

“Det, der sker, når du smalltalker, er, at du etablerer en kontakt til omverdenen, hvor du lige tjekker ind, bonder lidt bedre med verdenen, kommer lidt mere i harmoni med den og svinger lidt bedre med den. Du føler dig på den måde mere hjemme.”

Hvis du smalltalker, lever du længere 

Grundlæggende er vi sociale dyr. Vi fungerer ikke i ensomhed, fortæller Hans Henrik Knoop.

Det understreges i et metastudie med over 300.000 deltagere fra hele verden. Julianne Holt-Lundstad, der er psykolog ved Brigham Young University i USA, har sammen med kolleger undersøgt en række studier, for hvad der bedst kan forudsige folks sandsynlighed for at overleve over en 7,5 årig periode udfra forskellige parametre. Herunder bl.a. motion, rygning, alkohol og social integration. Her fandt forskerne, at ens sociale integration var det, der bedst kunne forudsige, hvor længe deltagerne levede.

I Susan Pinkers TEDtalk fremhæver hun netop dette forsøg: 

“Det er ikke kun de mennesker, du er tættest med, der betyder noget. Taler du med dit postbud? Taler du med manden, der laver din kaffe? Kvinden der går forbi med sin hund? Den slags interaktioner er den stærkeste indikator for, hvor længe du lever.”

Kig op og komplimentér
Men vi danskere er ikke kun dårlige til at starte smalltalken, for når vi rent faktisk gør det, bliver det trivielt og kedeligt. Det mener Karen-Marie Lillelund i hvert fald. Smalltalk om, hvad vi beskæftiger os med, eller hvordan vejret er i dag, er ikke godt nok. 

Vi er travle, stressede, resultatorienterede og uden blik for at tale med hinanden, når chancen byder sig i vores hverdag, mener hun. I det fælles, offentlige rum er vi introverte og holder os helst for os selv. Alt sammen betyder det, at vi misser en chance for nærvær, øget trivsel og en større forståelse for hinanden. 

Men hvis man spørger netværksekspert Kristine Marie Foss, er det ikke så svært at lave om på. Første skridt er, at vi løfter blikket, ser hinanden i øjnene og smiler. Det gør en verden til forskel. Hun uddyber:

“Jeg tror, der er mange, som ikke er bevidste om, hvor meget energi, de sender ud. Bare kig op, smil og vær til stede. De smitter.”

Den smittende energi ønsker Karen-Marie Lillelund også, at vi spreder meget mere. Og nogen gange kan den være ekstra tiltrængt: 

“Der er dårlige dage, hvor du har lyst til at sælge dine børn til højestbydende, og det regner, og dine bilnøgler er også forsvundet, og din cykel er punkteret. Hvis man så alligevel er nødt til at gå ud i verden, så er det vel nok dejligt, hvis man kan møde et menneske, som forhåbentlig ikke har sådan en dag. En, der siger, ‘Ej, hvor er det skønt’, ‘Vil du ikke sidde her’, ‘Hvor ser du skøn ud’, eller ‘HURRA’ for et eller andet.” 

For hende er det nemlig afgørende, at det, der kommer ud af munden, er positivt. I stedet for at beklage sig over verden, brokke sig over at bussen er forsinket eller tænke, det hele er uretfærdigt, så skal vi finde nogle venlige ord om hinanden. 

“Giv hinanden komplimenter!”, råder Karen-Marie Lillelund os til, og uddyber: 

“Hvis man leder efter noget, man kan komplimentere mennesker for, så bliver man mere fokuseret på det gode i stedet for det irriterende. Og så kommer man til at føle sig som et godt menneske.”

Samme tid, samme sted

Bussen må være lige rundt om hjørnet, og det er min tur til at sige noget.

“Hvad laver du så i weekenden?”, får jeg fremstammet uden helt at kunne huske, hvor vi kom fra.

Hun tænker lidt.
“Jeg kan egentlig godt lide bare at slappe af med min mand og mine børn hjemme på sofaen…”
Midt i hendes svar kan jeg se bussen komme kørende mod os, men jeg vender blikket tilbage mod hende, så hun kan se, jeg hører efter. 

“… Så har børnene det også med at finde på noget, vi skal lave”.

“Det lyder også dejligt.”

“Det er det også.”

Hun drejer hovedet mod bussen. Det samme gør jeg. 

Det er vel egentlig min tur til at sige noget i den her smalltalk.

Måske kan jeg spørge ind til hendes børn. Måske behøver jeg ikke sige mere. Der er vel sagt det, der skal siges.

Bussen standser foran os og slår dørene op. Hun træder ind i bussens midtergang. Jeg følger trop. Hun lægger sit rejsekort på standeren, ‘Diding’, og vender sig tilbage mod mig.

“God aften”, siger hun og smiler, inden hun går til højre mod fronten af bussen.

“I lige måde” svarer jeg og går til venstre. 

I min søgen efter et ledigt dobbeltsæde går jeg forbi en ung mand med høretelefoner i, en mand i grøn jakke, som kigger ned i sin telefon, og en ældre kvinde, der sidder med sin hund på sædet ved siden af sig. Idet jeg sætter mig på et frit, blågråt sæde, accelererer bussen. 

Pyh… 

Det tror jeg ikke, jeg nogensinde gør igen. ‘Fede sko’. Det var da også latterligt at sige.

Men jeg kan altså også mærke en lille selvtilfredshed. Hvis ikke det var et eksperiment, havde jeg aldrig sagt noget. Havde det været en bedre situation? Så skulle vi have stået som to saltstøtter, uden at anerkende at vi begge står lige der ved det samme busstoppested på nøjagtigt samme tid.